Virksomhedernes sociale engagement er til debat

Beskæftigelsesministeriet

22/04-2004

Frivillighed, mangfoldighed og metodefrihed. Det er de tre principper, som skal kendetegne regeringens videre arbejde med virksomhedernes sociale engagement. Principperne og den videre indsats er til debat, når Beskæftigelsesministeriet i dag holder konference om virksomhedernes sociale ansvar og engagement.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen understreger, at formålet med konferencen er at debattere og få input til, hvordan regeringen kan understøtte virksomhedernes sociale engagement.

- Vi har en skjult arbejdskraftreserve i det danske samfund. Og vi kommer i de kommende år til at mangle arbejdskraft, fordi de store årgange fra efterkrigstiden trækker sig tilbage. Derfor er det nødvendigt, at flere virksomheder åbner dørene op for mennesker, som i dag står uden for arbejdsmarkedet. Og at flere virksomheder bliver bedre til at fastholde medarbejdere. Både ældre medarbejdere og medarbejdere, som har været væk fra arbejdspladsen i længere tid fx på grund af sygdom, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.

Beskæftigelsesministeren vil også bruge konferencen til at fremlægge konkrete initiativer, som regeringen vil sætte i værk i den kommende tid.

- Mange virksomheder og organisationer har gennem de seneste ti år arbejdet intensivt med virksomhedernes sociale ansvar. Men der mangler overblik over de gode erfaringer og eksempler. De er heller ikke blevet synliggjort nok. Jeg vil derfor i det kommende halve år besøge en række socialt engagerede virksomheder, for at finde ud af, hvad de konkret gør. På baggrund af disse besøg vil der blive udarbejdet en bog med gode eksempler på virksomheder, som er socialt engagerede.

- Vi er meget lydhøre over for andre gode ideer. Det er også grunden til, at jeg på den anden side af sommerferien igangsætter en dialog med landets virksomheder om socialt engagement. Jeg vil blandt andet spørge virksomhederne om, hvilke barrierer de oplever, og hvordan de mener, at barriererne kan fjernes, slutter Claus Hjort Frederiksen.








ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site